Bevaringspris 2023

Bevaringsforeningen for Silkeborg kommune har beæret Ny Hattenæs og dets ejere med Bevaringsprisen 2023.
Overrækkelsen skete ved en ceremoni d. 21. november på Ny Hattenæs.


Begrundelse for tildeling af bevaringsprisen 2023 er at Ny Hattenæs igen har fået den charme og elegance som tidligere har kendetegnet stedet. Ny Hattenæs er ombygget nogle gange siden starten i år 1900, men de sidste 4-5 årtier var Ny Hattenæs desværre udsat for den tids indretningstrend og arkitekturdetaljer, som så over tid har skabt en ligegyldig bygning uden ståsted.

Nye ejere kom til i 2020, og har ved ihærdig indsats restaureret det indvendige, men også det udvendige, af hotellet. Målet med restaureringen var ikke at genskabe hotellet som det så ud i år 1900, men at bibringe den følelse det var at være gæst på stedet i de tidligste år. Det mener vi er lykkedes.


Der har været mange ejere og forvaltere på Ny Hattenæs, og historien er lang. Men her vil vi ridse de perioder op der har haft betydning for bygningen Ny Hattenæs.

År 1900 blev ejeren den 34-årige Matinius Didrik Fuglsang, der ombyggede stedet med det udseende som den havde de næste fem årti. Ved åbning annonceres i de lokale aviser at stedet blev indrettet “efter alle nutidens fordringer”, og om lokaler i restaurationsbygningen siges “den nette sal og brede veranda, hvorfra der er en fortryllende udsigt” nok skulle blive “et yndet hvilested såvel for byens befolkning som for de mange turister, der ventes hertil”. Desuden kunne man tilbyde et “godt køkken med à la carte hele dagen og gode vine”, og dertil “stor staldplads”.

Efter flere skiftende ejere overtog Sven Thomsen stedet i 1943, som ved hjælp af arkitekt Max Pape ombyggede stedet i Papes ånd. Der blev opført en hel ny bygning til køkkenregionen og indrettet “Silkeborgs største køkken med det mest moderne udstyr”, og i samme nye bygning blev der på første sal indrettet otte værelser for personalet. Det var desuden ved denne ombygning, at det oprindelige tårn, med løgkuppel spir, hvorfra der var en smuk udsigt over Brassø, forsvandt. Tårnet passede bestemt ikke Max Pape, hvis arkitektur gerne skulle nærme sig funktionalisme.
Den senere kaldte Blichersal blev i 1944 udsmykket med friser malet af Emil Poulsen.

Som en lille kuriositet var det Holger Jensen, som overtog stedet i 1944 efter Sven Thomsen, der i 1953 havde planer om at nedrive stedet og opbygge et nyt hotel ved hjælp af penge fra Marshallplanen. Det blev heldigvis ikke til noget.

I maj 2011 rykkede nye lejere ind i et totalrenoveret og udbygget Ny Hattenæs, som to år forinden var overtaget af Preben Juul Larsen. Der skulle nu drive kursusvirksomhed på stedet, og ikke restaurant- og hoteldrift.

I 2020 får Ny Hattenæs nye ejere. Bag købet står søskendetrioen Gitte Juhl Capel, Rikke Juhl Jensen og Klaus Juhl Pedersen, der driver den familieejede, multibrand-virksomhed, Society of Lifestyle. Ny Hattenæs skal igen være et attraktivt overnatnings- og spisested, hvor mennesker kan mødes, og minder skabes.

Et stort tillykke til Ny Hattenæs og til ejerne, søskendetrioen Gitte Juhl Capel, Rikke Juhl Jensen og Klaus Juhl Pedersen.