Vi har tilladt os at kopiere denne artikel fra Midtjyllands Avis bragt d. 9. oktober 2024.
Politikere er enige: Vil ikke tillade et hus i to og en halv etage
Ejerne af Ågade 16 i Sydbyen får i denne omgang ikke lov til at bygge en ny bolig på deres grund
af Jesper Rosenquist
jero@midtjyllandsavis.dk
SILKEBORG I september opfordrede Bevaringsforeningen for Silkeborg Kommune politikerne til at lave flere bevarende lokalplaner for at sikre, at Silkeborgs historiske bykvarterer ikke forsvinder med årene.
Noget tyder på, at politikerne har lyttet til ønsket fra Bevaringsforeningen.I hvert fald har et enigt plan- og vejudvalg nu i en konkret sag afvist at godkende byggeriet af en ny bolig på Ågade 16.
Her har ejerne fået lov til at rive det eksisterende hus ned, men må altså indtil videre affinde sig med, at politikerne ikke vil godkende den bolig i to og en halv etage, de har ansøgt om at bygge i stedet.
– Byggeriets højde og drøjde holder sig ikke inden for rammerne af det tilladte, og det er forklaringen på, at et enigt udvalg har afvist at godkende byggeriet, siger næstformand i plan- og vejudvalget, Lars Hansen (SF).
Teknik- og miljøafdelingen oplyser i sagen, at det ansøgte byggeri overskrider den maksimale bygningshøjde, ligesom bebyggelsesprocenten også bliver overskredet.
– Udseendet på det hus, der er ansøgt om at bygge på Ågade 16, passer heller ikke ind i kvarteret set med mine øjne. Vi har i stedet drøftet, om der skal laves en lokalplan for området ved Ågade og de omkringliggende gader. Min egen holdning er, at det er et specielt område, hvor vi bør bevare noget af den byggestil, der historisk set er bygget i, siger Lars Hansen.
Kan få svært ved at sige nej
Netop boligerne på Ågade er blandt dem, som Bevaringsforeningen har argumenteret for, skal bevares. Eller at der i det mindste skal stilles klarere krav til, hvordan nye boliger kan bygges på en måde, så de passer ind i den stil, der er anvendt i området.
Men det kan blive mere end svært, så længe der ikke er vedtaget en lokalplan for området.
– Bygherre kan jo komme med et tilrettet projekt for Ågade 16, som holder sig inden for byggeretten og kommuneplanens rammer.
– Så er udgangspunktet, at vi som politikere ikke bare kan afvise at give tilladelse til at bygge nyt, selvom vi måtte mene, at boligen ikke passer ind i området, siger Lars Hansen.
Han understreger, at han ikke er imod at rive den nuværende bolig på Ågade 16 ned, men ønsker sig klarere rammer for, hvad der i stedet kan bygges.
– Vi har i udvalget talt om, at vi på et temamøde skal drøfte muligheden for at lave flere bevarende lokalplaner, og hvad det vil have af konsekvenser, siger Lars Hansen.
Det glæder Peter Sig Kristensen (EL), der er fortaler for at lave en lokalplan for Ågade og de tilstødende veje.
– I forhold til det ansøgte projekt på Ågade 16 kunne jeg godt ønske mig et byggeri, der i højere grad forholdt sig til det kvarter, som det bliver en del af, siger han.
Jan Beck-Nielsen (LA) er parat til at støtte en lokalplan for Ågade-kvarteret.
– Jeg er ikke imod, at der bliver bygget nyt, men jeg ønsker mere præcise retningslinjer for, hvad der må bygges, så områdets historiske karakter kan bevares, siger Jan Beck-Nielsen.
Hvis ejerne af Ågade 16 kommer med en ny byggeansøgning, har plan- og vejudvalget besluttet, at de vil orienteres om sagen igen.
Følgende skitse viser bygningen som ejer ønskede at opføre på Ågade 16.
